Nationaliseringen af fremtiden

 

 

Kreml har dygtigt udnyttet russernes frygt for revolution.

Idet man bevarer den demokratiske orden (alsidighedens enhed) i vores land, bliver dets borgere i stand til - for at beskytte egne rettigheder og indtægter — at deltage i opretholdelsen af alsidighedsbalancen i verden. I stand til [at] være på de suveræne demokratiers (og det frie markeds) side — imod hvilke som helst globale diktaturer (og monopoler). At gøre national suverænitet til en faktor i retfærdig globalisering og i demokratisering af internationale relationer.

Rusland har en særlig rolle i at fremme (…) demokrati i internationale relationer. Alle lande har en stemme. Og alle lande én stemme! Ikke hundrede stemmer til USA og én til hvert andet land. Ét land — én stemme. Ligesom i FN eller i WTO.

Selvfølgelig krones langt fra alle landes politiske håndværk med opnåelse af reel suverænitet. Mange lande, som traditionelt står under under beskyttelse af andre lande og af og til skifter beskytter, stiller sig slet ikke den opgave. Formering af underholdende «revolutioner» og (udefra) styrede demokratier, synes kunstig, men er faktisk yderst naturligt blandt sådanne lande.
Hvad angår Rusland, så er et holdbart fremmed styre her utænkeligt.

Man aner antydningen af, at de foregående års omvæltninger i Ukraine og Georgien havde været styret udefra. Og man aner ringeagten for lande, der ikke selv kan udstikke deres udenrigspolitiske kurs uden at skele til større magter.


Hjemmel til alt
«Nationaliseringen af fremtiden» spænder fra nøgterne konstateringer af de objektive udfordringer, Rusland stod overfor i 2006 til deciderede drømme. Fra meget skarpe retoriske udfald mod Europa, oligarker og gammelkommunister til uklare passager om, hvad der konkret skal gøres. Så uklare at de både kan tydes som en retfærdiggørelse af de indhug i pressefriheden, der allerede var sket, og som en hjemmel til mange af de skridt kreml har taget siden, både indenrigspolitisk og udenrigspolitisk.
I teksten nævner Surkov seksten gange ordet «folket» og ordet «regering» to gange. Ordet «valg» er slet ikke nævnt, hvordan det «suveræne folk» i praksis skal udøve sin suverænitet, kommer Surkov ikke ind på.

 

 

Magthaverne passificerer folket med, mens de selv lever fyrsteligt af oliepengene.

Suveræn fiasko
Målt på hvorvidt det russiske samfund har «konverteret råstoføkonomien til en intellektuel økonomi», har Surkovs drømme fejlet eklatant. Mens Rusland fra 2000 integrerede sig i den globale økonomi og i 2007 havde værtsskabet for G8, har Rusland lige siden haft kurs mod protektionisme og isolationisme i en grad, at flere iagttagere taler om en «suveræn globalisering».
Opgaven med at «fortrænge (…) markedet for surrogater og forfalskninger» er også slået fejl. Hvad angår «korruptionens skyggeinstitutioner», så tyder meget forskning og det seneste års afsløringer på, at de højst skiftet ejermænd og kontrolleres nu af uofficielle netværk bestående af embedsmænd, politikere, dommere og oligarker.
I det omfang, at det russiske demokrati har bevist, «(...) at man også kan og skal tale om frihed og retfærdighed på russisk», er det frihed og refærdighed for de få.

Én holdbar holdning
Alt i alt skulle man mene, at de seneste ti år har sendt Surkovs teser i historiens skammekrog, men faktisk kunne intet være mere forkert. Verdensopfattelsen fra artiklen lever nemlig i bedste velgående — en opfattelse af et vesten, der forsøger at inddæmme et fredselskende Rusland millitært, økonomisk, politisk, teknologisk - sågar sportsligt. En verdensopfattelse, der er blevet udnyttet dygtigt af kreml til at retfærdiggøre fx. forbud mod udenlandsk ejede medier, registrering af udenlandsk finansierede NGOer og et stop for amerikansk adoption af russiske børn.

Det suveræne demokrati er imidlertid primært truet af sig selv. For det første har man under håndhævelsen af det reelt afskaffet enhver form for feed-back fra bund til top. I fraværet af frie valg, en fri presse, frie domstole, fri forskning og et frit marked vil det blive svært at skabe eller tiltrække teknologi og produktion. For det andet har håndhævelsen af «suverænt demokrati» været med til at sikre en lille elite suveræn eneret på enorme rigdomme.

Den nationalisering af fremtiden, Surkov foreslog i 2006, er snarere blevet til en privatisering af Ruslands fremtid. Hvor længe den russiske befolkning vil acceptere det, og hvilke konsekvenser det får for Ruslands umiddelbare naboer, må tiden vise.

 

 

Vladislav Surkov.

Den grå(dige) eminence
Det suveræne demokratis far Vladislav Surkov har i høj grad været med til at definere Ruslands naboers ret til suverænitet . Efter alt at dømme opholdt han sig i begyndelsen af 2014 i Ukraine, hvor han forsøgte at presse daværende præsident Janukovitj til at vælge den euroasiatiske union frem for associeringsaftalen med EU.
Angiveligt skal Surkov også have haft en nøglerolle på Krim før Ruslands annektering af halvøen og under destabliseringen af det østlige Ukraine før indsættelsen af russiske soldater i området. Allerede samme år kritiserede nationalistlederen Igor Strelkov spindoktoren Surkov for at have mere travlt at berige sig selv end at hjælpe den russisksprogede befolkning i området.