12.06.14 Stemningen var euforisk, da russisk fjernsyn
transmitterede fra underskrivelsen af kæmpekontrakten mellem russiske
Gazprom og det kinesiske energiselskab CNPC. På stationen NTV blev de
russiske forhandlere skildret som nogle seje gutter, der havde bidt sig
fast i forhandlingsbordet og efter et døgn næsten uden søvn landet, hvad
præsident Vladimir Putin kaldte en epokegørende aftale. Kontrakten har
en samlet værdi på 400 mia dollars, og den sikrer Kina leverancer på 38
mia kubikmeter naturgas årligt over de næste 30 år. Og mindsker Ruslands
mangeårige afhængighed af det europæiske marked.
På grænsen af det rentable
Nu
— tre uger efter underskrivelsen — er det imidlertid stadigt usikkert,
hvor fantastisk aftalen rent faktisk er for Rusland. Økonomisk i hvert
fald. 400 mia for 38 mia kubikmeter gas i 30 år giver en pris på omkring
350 dollars per 1000 m3, hvilket er under både den pris Gazproms
europæiske kunder i gennemsnit betaler og de 385 dollars Gazprom kræver
af det nye regime i Ukraine. Prisen er knyttet til olieprisen og kan
derfor både stige og falde over de næste 30 år.
Ifølge
erhvervsavisen RBK skal prisen nødigt falde, for 350 dollars på grænsen
af, hvad der er rentabelt. Den gas, der fra 2018 skal sive ud til de
kinesiske forbrugere, skal nemlig komme fra to ikke udbyggede felter i
det østlige Sibirien, Tjajanda og Kovykta. Felterne har indtil nu ligget
for langt fra markederne i Europa, og det har ikke har kunnet betale
sig hverken at starte produktion op eller anlægge rørledninger.
Det
kan det nu, og projektet vil med præsident Putins ord blive «verdens
største byggeplads over de næste fire år". Der skal efter planen
anlægges en 3200 km lang rørledning med en kapacitet på 61 mia
kubikmeter mellem felterne i Sibirien og Vladivostok. Rørledningen
kommer til at bære navnet
Sila Sibiri - Sibiriens styrke. Alt i
alt forventes investeringerne på den russiske side af løbe op i 55 mia,
udgifter som Gazprom efter alt at dømme skal afholde ud af
kubikmeterprisen.
forsyningerne af russisk gas vil stille Kina stærkere i prisforhandlinger med eksportører af flydendegjort gas
Dyrekøbt aftale
Hvor
de penge skal komme fra, er et åbent spørgsmål. 55 mia svarer til, hvad
Rusland brugte på vinter-OL i Sotji og halvdelen af Gazprom-aktiernes
samlede værdi på 97 mia dollars. En ny aktieemission menes ikke at være
en løsning, da markedet formodentligt vil reagere negativt. Russiske
analytikere spekulerer i, om Kreml bliver nødt til at afskaffe Gazproms
monopol på eksport af gas og lade andre spillere til faddet, fx Rosneft,
der sidste år overhalede Exxon, som verdens største aktienoterede
energiselskab. Der verserer også rygter om, at der måske er indgået en
aftale om kinesisk overtagelse af en stor aktiepost i selvsamme Rosneft,
der i dag er 60 statsejet.
Klart signal til Vesten?
I kølvandet på kæmpekontrakten har flere iagttagere understreget, at mulighederne for at presse Rusland er ved at svinde ind.
-
[Aftalen] underskrives midt under krisen omkring Ukraine, hvilket
understreger, at EU-landenes sanktioner mod Rusland på sigt er af mindre
betydning, når Moskva nu har store perspektiver for afsætning af gas og
olie i mod øst, udtalte vicedirektør i Dansk Energi Anders Stouge til
Ritzau.
Rusland vil imidlertid ikke kunne klare sig uden Europa de
næste mange år. De 38 mia m3, som Gazprom skal pumpe mod øst fra 2018 og
30 år frem,
svarer omtrent til den mængde gas Tyskland aftager hvert år. I 2013
pumpede det russiske statsselskab 161 mia m3 gas mod vest. Man mener at
gasfelter i det østlige Sibirien kan levere helt op til 200 mia m3 gas,
men det vil tage år at udbygge produktionen.
Fra Goliat til David
Selv når
Sila Sibiri står
færdig menes Gazprom kun at have en markedsandel på 6 procent af det
kinesiske gasmarked. Dermed vil Gazproms forhandlingsposition i Kina de
næste mange år også være meget ringere end på det europæiske, hvor
Gazprom har en markedsandel på næsten 25 procent. Den gas Rusland sælger
til Europa kommer fra felter på Jamal i det nordvestlige Sibirien.
Indtil Rusland får anlagt rørledninger, der kan føre gas herfra til det
vestlige Kina, så er det kinesiske marked ingen reel erstatning for det
europæiske.
det, der tilsyneladende gjorde udslaget var, at præsident Putin
personligt dukkede op til forhandlingerne med nogle indrømmelser, som
Gazprom hverken havde kunnet eller måttet giveInteressante indrømmelser
Selvom aftalen på sigt vil undergrave Vestens muligheder for at presse Rusland, kan man få den tanke, at det netop
var de vestlige sanktioner, der fik parterne til at indgå aftalen nu. De
russisk-kinesiske forhandlinger har nemlig stået på i 10 år og det, der
tilsyneladende gjorde udslaget var, at præsident Putin personligt
dukkede op til forhandlingerne med nogle indrømmelser, som Gazprom
hverken havde kunnet eller måttet give:
for at gøre prisen mere
spiselig friholder Rusland gasproduktionen på Tjajanda og Kovykta for
skatter og afgifter mod at Kina fritager den russiske gas for
importtold.
Kringsatt av fiender
Der er efter
alt at dømme en tag-eller-betal-klausul i kontrakten, dvs. at den
kinesiske side forpligter sig til at betale for 38 mia m3 gas uanset om
det reelle forbrug viser sig at være lavere. Denne type klausuler er på
vej ud af de kontrakter, Gazprom indgår med sine kunder i Europa.
Alligevel giver kontrakten ikke meget mening for Moskva rent økonomisk.
Omvendt har Rusland, der i den grad har satset på magtpolitik snarere
end på en modernisering af sin økonomi, ikke ret mange andre muligheder.
Moskva har med sin kurs overfor Ukraine nemlig malet sig op i et
hjørne. I efteråret 2013 vred Kreml armen om på præsident Janukovitj for
at få Ukraine til at opgive en associeringsaftale med EU og i stedet
indgå i den såkaldte Euroasiatiske økonomiske Union med Rusland,
Hviderusland og Kazakhstan. Operationen lykkedes, men førte som bekendt
til et kup i Kiev, og den nye præsident Porosjenko er langt mere
europæisk orienteret end sin forgænger.
Den 29. maj indgik Rusland,
Kazakhstan og Hviderusland så aftale om oprettelse af den Eurasisk
økonomisk union uden Ukraine. En union, der har et samlet BNP, der blot
er 12 procent større end det russiske og som næppe vil løfte de tre
landes økonomier væsentligt. Og ugen efter blev det klart, at USA og EUs
sanktioner nu også spænder ben for Ruslands forsøg på at føre en
rørledning syd om det uregerlige Ukraine.
Langsigtet sats
Derfor
havde Kreml ikke andet valg end at indgå den på papiret ikke særligt
givtige aftale med Kina, som måske bedst kan beskrives som et
investering. Det er et stort skridt mod en livsnødvendig diversificering
af den russiske gaseksport, et skridt som vil bringe tiltrængt kapital
til det tyndt befolkede Sibirien, der har oplevet en omfattende
fraflytning siden Sovjets sammenbrud. Og det er også et stort skridt mod
opbygning af en fælles energi-infrastruktur mellem Rusland og Kina.
Aftalen har givet fornyet håb om, at det vil kunne betale sig at udbygge
gasudvindingen i Østsibirien yderligere. Endelig har russiske
energisesskaber planer om at anlægge flere vandkraftværker i området,
hvis Kina skulle være interesseret i russisk elektricitet, når den
nuværende femårsplan udløber i 2015.
Endvidere står Ruslands
rustningsindustri utvivlsomt på spring, hvis Ukraines kurs mod vest
skulle betyde, at landet ikke længere kan sælge våben til Kina.
Forbehold
Også
fra kinesisk side er der primært tale om et fornuftsægteskab.
Efterspørgslen efter gas forventes at stige voldsomt i Asien over de
næste år, og forsyningerne af russisk gas vil stille Kina stærkere i
prisforhandlinger med eksportører af flydendegjort gas (LNG). Det vil
måske endda kunne presse verdenspriserne ned.
En egentlig
russisk-kinesisk pagt rettet mod Vesten ligger derimod ikke lige for.
Det er intet tilfælde, at Kina i FN afholdt sig fra at stemme for
resolution 68/262, der fordømte Ruslands annektering af Krim. Beijings
udenrigspolitik baserer sig på statslig suverænitet og ikke-indblanding
i andre nationers forhold. Den russisk arrangerede folkeafstemningen på
Krim er bestemt ikke noget, der må skabe præcedens i hverken Tibet
eller Xinjiang.
KILDER:"Газпром" подтянул Китай к Европе
Что такое "китайский разворот"
Россия будет продавать газ Китаю с минимальной рентабельностью
Россия и Китай подписали контракт о поставках газа
«Китайцы используют в переговорах общую геополитическую ситуацию»
Китай готов привязать Россию сетямиwww.ntv.ru/novosti/980456
«Газпром» может потерять монополию на китайском направлении
"Газпрому" дадут денег на Китай
InozemtsevCounting the Cost - Russia and China: Strategic allies? Vertrag geschlossen Russland liefert jetzt Gas an China
Was Putins Gas-Deal für Europa bedeutet
Der lachende Dritte
30 Jahre russisches Gas für China